Armenien - det ældste kristne land i verden af Bodil Hansen Armenien er et lille, spændende og smukt land, som min mand, Kjeld, og jeg besøgte i september 2006. Det ligger mellem Sortehavet og Kaspiske Hav, med Tyrkiet og Iran mod syd og Georgien mod nord. Det lyder måske lidt fjernt, men er kun 4-5 timers flyvning fra Danmark. Landet består for en stor del af højsletter i 800-2000 meters højde, omgivet af bjerge af vulkansk oprindelse. De lavere bjerge er sparsomt græsbevoksede, det højeste, Ararat på 5165 m ligger syd for hovedstaden Jerevan og har altid sne på toppen. Oprindelig var det et stort land, men i tidens løb er det ofte blevet angrebet af de syd for liggende muslimske lande. l 1915 blev landet således angrebet af tyrkerne, der begik et stort folkedrab på armenierne i den sydlige del af landet. Omkring 1,5 mill. armeniere blev dræbt, resten blev fordrevet helt op nord for Ararats Bjerg, der ellers lå midt i Armenien og var dets nationalsymbol. Landet blev ved den lejlighed stærkt reduceret, så det nu kun er på størrelse med Jylland og har godt 3 mill. indbyggere. Mange armeniere flygtede til Vesteuropa og Amerika. Tyrkiet vil stadig ikke indrømme dette folkedrab, selv om hele verden ved det, og det er én af grundene til, at Tyrkiet ikke kan optages i EU. Vi rejste sammen med en yngre armensk kone, Gayane, der i snart mange år har boet i Salling, hvor hun er dansk gift. Hun kom herover efter det store jordskælv, der i 1988 ramte det nordlige Armenien, hvor tre byer af Skive-Viborg størrelse blev hårdt ramt. Byerne lå på en 60-70 km linie, med Gayanes fødeby, Spitak, i midten, og her var jordskælvets centrum, hvorfor denne by omtrent blev jævnet med jorden. Hun var nyuddannet skolepsykolog og ansat ved skolen, da jordskælvet kom. Skolen blev udraderet, og af de 226 elever og lærere i bygningen slap kun 5 med livet i behold, 2 voksne og 3 børn. Gayane var heldig, hun blev "kun" såret, hvorimod 9 af hendes nærmeste, bl.a. hendes mor, søster, svigerinde og flere nevøer blev dræbt. l de tre byer og de omgivende egne døde 88.000 mennesker. Vi kan slet ikke forestille os, hvilket kaos, sådan en naturkatastrofe forårsager. Det meste er ødelagt, og alle har mistet nogle af deres kære, ja, måske endda alle! Hjælpeorganisationen Dienesminde i Nordsalling inviterede i 1989 nogle grupper af de hårdest ramte børn og unge herover på ferie. Gayane var med som hjælper - og lærte sin senere mand at kende. Hendes fødeby, Spitak, er langt fra kommet på fode igen. Visse dele af byen er af frygt for nye jordskælv flyttet ud i såkaldt satellitbyer, der er opført for midler skænket af forskellige lande. Men en del af indbyggerne ville simpelthen ikke forlade byen, hvor deres kære omkom, og hvor der blev anlagt en ny, stor kirkegård til ofrene. Spitak er derfor i dag en blanding af ruiner, nødtørftige blikskure, der opførtes i de første år efter katastrofen samt nye, pæne huse. Få år efter jordskælvet kom Sovjetunionens sammenbrud i 1992, og da Armenien også var besat af det kommunistiske Sovjet, rev det sig løs. Armeniens brud med Rusland blev dog sværere end beregnet, for dermed mistede landet jo også pludselig sin vigtigste samarbejds- og handelspartner. Der er stadig meget, der ikke rigtig fungerer, navnlig ikke i Spitak efter jordskælvet. Gayane prøver gennem Dienesminde at hjælpe sin fødeby, bl.a. er der herfra sendt en brugt ambulance og en brugt rustvogn til byen. Socialforsorgen er nemlig ikke den bedste. Hun ville derfor gerne have Kjeld med for at se, om der kan gøres noget, så mindrebemidlede, hørehandicappede eventuelt kan hjælpes med brugte høreapparater fra Danmark. Da hjælpere hos Dienesminde selv betaler alle udgifter, kunne vi med god samvittighed tage rejsen som den oplevelse, den også var. Vi glædede os meget til at se landet og ikke mindst Armeniens ældgamle kirker, hvoraf den ældste blev grundlagt ved foden af Ararats Bjerg i året 301, samme år, som hele det daværende, store Armenien fik kristendommen som landets religion. Den dag i dag er ca. 98 procent af landets befolkning stadig kristne. Det kan godt undre én, hvordan det overhovedet er lykkedes Armenien at klare sig igennem som et kristent land i det hjørne af verden - men det har sandelig heller ikke været en let sag for det ofte hårdt forfulgte folk, som i mange hundrede år har måttet kæmpe mod rabiate muslimer mod syd og yderligere i 1900-tallet fra nord blev okkuperet af det kommunistiske Sovjetrusland. Men kristendommen har de altså klaret at holde ved! Vi boede privat, dels hos Gayanes bror i hjembyen Spitak mod nord, der ligger i 1800 meters højde, hvor vi havde mange fine naturoplevelser, og dels i hovedstaden, Jerevan, hvor en anden, meget kirkekyndig bror tog os med til byens og omegnens ældste og mest historiske kirker. To af kirkerne var grundlagt i 600-tallet, de var begge opført til minde om unge kristne kvinder, der i sin tid havde lidt martyrdøden for troens skyld. Den ene kirke havde i krypten et helgenskrin med de jordiske rester af den pågældende unge kvinde. Den anden kirke er berømt for sin smukke kuppel med glasmosaikker. Den største kirkebygning er domkirken, der ligger midt i en overmåde smuk, blomsterrig park. l alle parkens hjørner er der mange, gamle bygninger med læsesale og kollegier, for her er det religiøse centrum i Armenien, og her uddannes landets præster Derfra gik turen længere og længere ud på landet, og her ligger de allerældste og på sin vis mest spændende kirker. De fleste kirker er opført af den vulkanske stenart, tuf, som landet er rigt på. Tuf'en er hugget til kvadre, lige som vi har brugt granit-kvadre her i Danmark. Tuf er dog ikke så varieret i farven, som granit, men er rød-lilla-brun fra helt lyse til helt mørke toner. Et par kirker lignede vore med skib og kor, men ellers var næsten alle i grundplanen opført som et kors med fire lige lange arme. Der kan så være bygget til i korshjørnerne og måske også senere bygget små sidekapeller. Midt over korset er der en kuppel, der øverst bærer et kors. Indvendigt er de gamle kirker ret mørke, da lysåbningerne er sparsomme, og stenene bærer præg af alder og de utallige vokslys, der dagligt tændes i kirkerne. De små landsbykirker er meget enkelt udstyret med et alter, en døbefont og måske et enkelt helgenbillede. l alle kirker er der en slags borde med sand, hvor man kan tænde og stille de ved døren indkøbte vokslys. Såvidt vi kunne se, tændte alle besøgende et vokslys, og vor vært forsynede også altid os med hver et lys. Jeg tror, at lysene havde betydning for vor værtsfamilie, der havde mistet så mange familiemedlemmer ved jordskælvet. Det var en smuk skik, der gav anledning til en lille stund med stille eftertanke. Ude i bjergene besøgte vi blandt andet den såkaldte "Én-stens-kirke", hvoraf den ældste del er hugget ind i selve klippen, så det første lille kirkerum faktisk blev lavet af én sten. Senere var der bygget lidt til kirken udefter, men vi kom helt ind i den oprindelige del inde i klippen, hvor man allerinderst kunne krybe ind i en hule, hvor der kom en lille kilde ud ad den bare klippevæg - Der skulle man helst ind og vaske hænder, hoved og drikke en mundfuld af det sikkert livgivende vand. Hvilket vi naturligvis gjorde. Den ældste og mest berømte kirke er den lille "Khor Virap", der ligger ca. 30 km syd for hovedstaden Jerevan, fra kirken er der yderligere ca. 30 km mod syd til Ararats Bjerg. Da de 60- 70 km mellem hovedstaden og Ararat er en flad højslette, ses det høje, sneklædte Ararat overalt fra hovedstaden og hele vejen mod syd. Pludselig får man i det flade landskab øje på en lille malerisk klippetop, og deroppe, helt alene, ligger den lille kirke omgivet af gamle fæstningsmure. Fæstningsmurene har i de mange århundreder måttet stå for skud, når tyrkerne kom hærgende fra syd for at skyde kirken i grus. Gang på gang har både fæstningsmure og den lille kirke været slemt medtaget, men er altid blevet restaureret, for den er arnestedet for landets religion og kultur, grundlagt i året 301 af den hellige Gregor, der bragte kristendommen til Armenien. Selv om kirken ligger lidt ensomt på sin klippetop, er den meget besøgt, og da vi ankom, kom der netop et nygift par ned ad trapperne. l 2001 var det altså 1700 år siden, landet blev kristnet, og det blev fejret med opførelsen af en ny, meget stor kirke i hovedstaden Jerevan. Den er bygget af en lys, gullig stenart, som også findes i bjergene. Den har en del bænke, men ellers har de fleste kirker kun få siddepladser, beregnet til ældre og svagelige. De armenske kirker tilhører nemlig den apostolsk/ortodokse retning, der virker oprindelig og enkel. Kirkernes udstyr er meget mere spartansk end i de romersk katolske kirker. Den nye kirke er også ret enkelt udstyret, men på hver side af alteret står seks store relieffer, fint udskåret i den gullige stenart, forestillende de i alt 12 apostle. Den sidste aften i hovedstaden besøgte vi kunstneren bag reliefferne. Han og hustruen ervenner med Gayane og har været i Danmark. Han er en værdsat kunstner ikke blot i Armenien, men også i Vesteuropa og USA. Besøget hos det sympatiske ægtepar rundede på en dejlig måde turen af. Vi nød samværet med et menneske, hvis kirkekunst forhåbentlig kan ses mange hundrede år fremover, samtidig kunne vi fra familiens vinduer følge aftensolens lys på toppen af det smukke Ararats Bjerg, og så vidste vi, at på højsletten mellem bjerget og hovedstaden med den nye kirke fra 2001 ligger den lille klippefæstning med den ældgamle kirke fra 301. - Man kunne næsten mærke historiens vingesus fra de 1700 år, der lå imellem de to kirker.

Dienesmindes Venner